onsdag den 16. april 2014

Barselstid...

Hverdagen er lige så stille ved at indfinde sig, og overraskende nok har der indtil videre også været tid til at få noget gennem symaskinen. Jeg har øvet mig i at lave babytøj str. 56/62. Det er jo begrænset hvor længe Willum kan bruge det, men det er altså ret hyggeligt, og så må det bruges så længe det nu kan:-) 

Inspirationen og mønstre er hentet hos LaRaLiL og Schnabelina. Stofferne er købt (mens jeg havde begyndende veer) hos Königreich der Stoffe og Stoff & Stil. På en eller anden måde var det nemmere at retfærdiggøre indkøb af nye stoffer når nu bebsen definitivt var på vej:-)




Der begynder lige så stille at være lidt mere kontakt med den lille gut, selvom jeg stadig har fornemmelsen af, at han kigger meget undrende på mig og spekulerer over hvem jeg er... Indtil videre har han dog brugt stort set alt sin til på at spise, sove og en smule skrigeri, når vi ikke lige hurtigt nok regner ud hvad det er han vil...

torsdag den 3. april 2014

Søde og bløde...

Udover vores skønne lillebror har vi fået 2 andre nye beboere. De er noget så søde, bløde, pelsede og en smule frække. 

Der er nemlig flyttet 2 franske væddere ind i haven. Egentligt har de fået det fineste græsningsbur, men allerede i går fandt de ud af at hoppe ud af buret, hvis lågen står åben. Der er nemlig så meget dejligt grønt udenfor buret. De er dog tilpas tamme og nysgerrige til at de var nemme at indfange igen... 

Johan og jeg er hver dag på mælkebøttejagt med hans lille spade, så de 2 små kan få lidt lækkerier. Indtil videre æder de alt hvad vi smider ind til dem, så indimellem kan man blive helt i tvivl om de nu også får nok at spise.De har dog altid hør og gulerødder, så en mulighed er jo også at de simpelthen bare foretrækker det friske grønt...

Johan har døbt den ene kanin for Lina (Den med den lidt større hvide plet på hovedet), hvor han har det fra, aner jeg ikke, men det er da et fint navn til en kanin. Hvad den anden hedder, arbejder vi stadig på.




onsdag den 2. april 2014

Jeg er så glad for min cykel...

Mens Willum sov sødt i barnevognen i eftermiddags, sad jeg og observerede Johan på sin nye cykel. 

Han har i flere måneder ønsket sig en stor cykel. I forbindelse med den nye storebrortitel, benyttede vi lejligheden til at give ham den.

Han har øvet og øvet, indtil han nu selv kan starte, bremse og hvad der nu ellers hører til. Det er nemlig en forudsætning for at han må få cyklen med i børnehaven. Endnu engang kan vi glæde os over at bo på en blind vej med forstående naboer:-) 

Udover glædessang og politisirener, var et af udbrudene han kom med under cykelturen i dag: "Hey, was machst du, du blöde cykel" (Lige efter et mindre styrt)

Og så er det altså ikke så tosset, at putte lidt på sofaen med lillebror efter de strabadser...










tirsdag den 1. april 2014

At blive storebror...

Det er altså stort! 

Endelig kom lillebror Willum til verden. 

Den 20. marts satte de fødslen i gang på det lokale hospital. Fødslen gik stærkt, da den endelig kom i gang, og det var en positiv oplevelse fra start til slut. 

Jeg er noget imponeret, over det service niveau vi oplevede på barselsgangen, hvor der virkelig tages hensyn til de nybagte mødre på alle tænkelige måder. Efter fødslen har vi haft besøg af en jordemoder derhjemme (i stedet for en sundhedsplejerske) ca. hver 3. dag. I de første 6 uger kan de sågar komme oftere hvis der er behov for det. Indtil videre kører alt dog lige efter bogen, så det har der i vores tilfælde ikke været brug for. 

Johan har taget det hele så flot. Han er stolt af sin "Bruder" og er en rigtig god lille hjælper. Tror dog han ser frem til Willum kan være lidt mere med til at lege...